70 40 48 69 Kontakt@climas.dk
Et godt indeklima er vigtigt for vores velvære. Det moderne Nordeuropæiske liv leves 80-90% af tiden indendørs. Det betyder, at vores indeklima bør leve op til de kriterier, vi som mennesker trives bedst i.
  1. Luft ud: Udluftning af boligens værelser, stuer, køkken, badeværelser og kælder er meget vigtig, hvis du ønsker at undgå, der skabes fugt og opstår risiko for skimmelsvamp i boligen. Udluft gerne boligen flere gange dagligt – ca. 5 minutter ad gangen. Husk at udluftning om morgenen og aftenen har størst effekt.
  2. Rengøring: Husk hovedrengøringen og få fjernet alt støv, der er til at finde. ​Det er vigtigt at få støvdepoterne ud af hjemmet, fordi de forskellige kemikalier, der sætter sig i støvet, løbende hvirvles op. På den måde bliver beboerne eksponeret for stofferne, og oplever større risiko for at udvikle allergi.
  3. Opvarm hele boligen til 20 til 22 grader: Den optimale indendørs temperatur er 20 til 22 grader. Hvis rumtemperaturen er for lav, er der større risiko for, at fugten sætter sig. Derfor anbefaler vi, at man varmer hele boligen op til minimum 20 til 22 grader i fyringssæsonen.
  4. Tør ikke tøj indendørs: Prøv så vidt mulig ikke at tørre tøj indendørs. For hver maskinvask som hænges til tørre afgives der cirka 5 liter damp/vand. Dette resulterer i et fugtigere indeklima, og øger risikoen for problemer med fugt og skimmel. ​
  5. Sluk elektriske apparater, når de ikke er i brug: Sluk for eventuelt tændte elektriske apparater når de ikke er i brug. Husk også at støve alle elektriske apparater godt af. Dette begrænser mængden af skadelige kemiske stoffer og partikler i boligen, samt den mængde maskinstøv apparaterne afgiver, når de bruges.
  6. Luk badeværelse døren efter bad: Husk at lukke døren ud til badeværelset efter et bad. Hvis man holder døren åbnet, kan fugten trække ud i resten af huset. Åben i stedet et vindue og sørg for at ventilation er i gang, indtil den fugtige luft er væk.
  7. Stil ikke noget op ad væggen: Boligen skal kunne ånde. Hvis væggene i boligen ikke får lov til at ånde, kan det resultere i stor risiko for fugt og skimmel. Det anbefales, at der er minimum 10 cm mellem væggen og de ting, som opbevares i rummet.
  8. Inviter naturen indenfor: Planter kan bruges aktivt til at regulere luftfugtigheden i boligen. Ved meget lav luftfugtighed kan flere planter være en stor hjælp. Derudover lever planterne af CO2-forureningen i lokalet og afgiver frisk ilt.
  9. Drop stearinlysene: Uh, hvor er det hyggeligt med stearinlys! Desværre er det også meget skadeligt for indeklimaet. udskift derfor de gamle stearinlys med nogle på batteri. De kan sagtens give en lige så god stemning.
  10. Husk emhætten: Husk at tænde emhætten eller lade vinduet stå åbent, når der laves mad. Et godt råd er, at lade emhætten stå tændt eller vinduet åbent mindst 10 minutter efter du er færdig med at lave mad. Dette gør, at den varme fugtige luft ikke sætter sig i boligen – samt at stegeosen ikke bliver spredt og sætter sig i huset eller kroppen.